En særlig historie om perspektiv.

En lille historie om hundelort – og glæden ved at ændre perspektiv 🐶💩

Kender du det? At du i en indre samtale kritiserer andre? Ikke nødvendigvis højt, men inde i hovedet, hvor du lige når at tænke: "Det dér… det burde man altså ikke."

Det kan være småting – og det kan være noget, der faktisk irriterer dig helt ind i sjælen. For mit vedkommende handler det om noget så lavpraktisk som hundelorte.

Jeg bor i Ørestad. Her er mange hunde. Og mange forskellige mennesker – fra hele verden. Det elsker jeg faktisk. Men når vi er mange, er der også mange forskellige opfattelser af, hvad man "gør" og "ikke gør".

Og én ting, som nogen tydeligvis synes, man ikke behøver at gøre, er at samle op efter sin hund.

Det har ærligt talt irriteret mig mere, end jeg har lyst til at indrømme. Jeg har været så frustreret, at jeg – i tankerne – har udformet et helt borgerforslag om DNA-registrering af hunde, så man kunne identificere ejeren og levere efterladenskaberne tilbage (med ild i, som i gamle dage – men den del skal vi ikke lære videre til vores børn!).

Men midt i alle de indre rants, gik det op for mig: Jo mere jeg dvælede ved problemet, jo mere voksede irritationen. Jeg blev ikke gladere – jeg blev bare mere gal.

Og så begyndte jeg at tænke over mit eget forhold til hundelort.

Jeg kan huske, da jeg fik min første hund for mange år siden. Det var ikke nemt at skulle bukke sig ned og tage en lille, varm hundelort op i hånden – selv med pose. Det krævede faktisk en overvindelse. Men det hørte med, det var mit ansvar.

Så meget desto sværere er det jo at skulle samle andres hundelorte op. De er kolde. De er større. De er fremmede. Og det stritter helt instinktivt i én. Det går lige i maven – ubehag, afsky, modstand.

Men.

Jeg besluttede mig for at vende billedet.

Jeg har ændret min egen fortælling om de mennesker, der ikke samler op. Ikke som en undskyldning – men som en forståelse.

De kan simpelthen ikke gøre for det. De er et sted i deres liv, hvor deres personlighed, deres overskud, deres vaner – noget – ikke gør det muligt for dem at tage den handling. Jeg tilgiver dem.

Så i stedet for at irritere mig, har jeg gjort det til en lille mission: Når jeg samler op efter min egen hund, tager jeg en ekstra lort med på vejen.

Det var svært i starten – det krævede endnu en overvindelse. Men nu føles det faktisk godt.

Jeg gør noget konkret. Jeg hjælper. Jeg tager ansvar. Både for deres skyld – men for min egen.

Og her er det vilde:
Før tabte jeg på to fronter – jeg var sur over lortene, og jeg var sur over dem, der ikke samlede op.
Nu vinder jeg på to fronter – jeg slipper for at kigge på dem, og jeg slipper for at gå rundt og være sur.

Det handler ikke kun om hundelort. Det handler om noget meget større.
Det handler om, at vi kan ændre vores perspektiv. Og når vi gør det, kan vi finde glæde – også i noget, der tidligere føltes så modbydeligt.

Så næste gang noget irriterer dig, så prøv at stille dig selv to spørgsmål:
- Kan jeg ændre det?
- Hvis ikke – kan jeg ændre mit perspektiv?

Nogle vil måske læse dette som ironi. Det er det ikke.
Det er helt bogstaveligt – og samtidig et billede på, hvordan vi selv bestemmer, om vi vil være glade eller sure. Om vi vil gå rundt med afsky – eller finde fred og lidt mening.

Og hvem ved – måske tager du også en ekstra lort med på vejen en dag.